Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Her er dagen allerede langt foran mig. Det her er ingen leg. Bag træerne. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Det er vinden gennem sivene. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Det var ikke skovene jeg kom fra.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Sætningerne er et hav. Vores land. Det var ikke skovene jeg kom fra.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Du må ikke forsvinde. Trak du de yderste bjerge? Og vi vågnede. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Vi har de samme øjne. Du kan være. Jeg forsvinder ikke. I. Søge ly. Hver dag gled med mig videre.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Den sindssyge himmel. Farvede lidt sort i din ørken. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Noter. Beskrivelser. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Solstorm. Det handler om overfladen. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Om andre byer, andre verdener.Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Bagefter sad jeg i timer og læste. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Vi taler om andre betingelser for nærvær.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

På en skærm. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.