Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Og en anden dag: Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Som at skrive i koder. Farverne.

Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder.

Sætningerne er et hav. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Sådan noget. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Der hang figner henover udsigten.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Der hang en nice frugt og dinglede. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Sådan noget. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder.

Vores land. Alting ligger bag alting.

Giver det mening? I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Et genert rum, et intimt rum. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Sætningerne er et hav. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Som nu i morges:

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Har vi de samme øjne? Har vi de samme øjne? Du kan være i dette landskab. Har vi de samme øjne? Ord. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Du siger noget om solen.

Det gør ikke noget. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Sætningerne er et hav.

Bag træerne. Blå. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Det var før du kunne forsvinde. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Her er dagen allerede langt foran mig.

Du må ikke forsvinde. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Oplæsning for intetheden. Dine diamanter lyser i min mund. Hvem var det, der skrev: Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.