I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Skyen skjulte noget for fuglene. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys.

Som at læse glemte aviser.

Altid er det dette langsomme blik. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Det her er ingen leg. Det her er ingen leg. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Det gør ikke noget. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Det her er ingen leg. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Blå. Tågen i skovene i udsigten.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Jeg var i din krop, og du? Hver dag gled med mig videre. Var det markerne? Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Blå. Når du siger mit navn, svarer min krop. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. For hvert lag af betydning i stenene.

Det jeg kom fra..

Under den blå, blå himmel. Trak jeg de yderste bjerge? Glashænder. Du må ikke forsvinde. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Kalken.Kalken. Kalken. Kalken.

På et stort stykke hvidt papir.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg synes dit langsomme morgenface er nice. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Mørket og lyset er hver deres sprog_ go with the flow! Og vi vågnede.

Jeg forsvinder ikke.

Og en anden dag: Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Du trak de yderste. Jeg, tøvende. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Som nu i morges: Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.