Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Over murbrokkerne. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Ikke var muligt at komme derind. Og en anden dag: Du siger noget om solen.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Farvede et sår i dit første ord. Jeg ryster en tilfældig bog. Jeg ville dig. Et bart stykke at gumle på, sådan er poesien i de mindste detaljer. Skovene. I huden. Stolen jeg sad på bevæger solen med natten. Rundt omkring stod bjerge af andres ord.

Jeg skrev mig vild i de dage.

Indimellem nogle ord. Stjernekontinent. Derinde bag ordene. Vi, øjne? Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.

Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Sætningerne er filtrede tråde. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM.

Havde du kysset en anden? Ikke glemme floderne i ørerne. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Der hang figner henover udsigten.

Men noget blev i de tomme haller. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Kan jeg smile i dine sætninger? Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Indimellem nogle ord. Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Regnvejrsmeteor. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Sætningerne er.

Jeg sejlede i det pulserende, i de flydende drømme af sol. Jeg kyssede en vej ind i sindssygen. Jeg, ikke dig. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. Lyset i ørknen i udsigten.

Jeg forsvinder ikke.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Mine linjer kommer igen. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg skriver dagen igang, stille. Vores land. Jeg ryster en tilfældig bog. Vidste du det? Dine diamanter lyser i min mund.

I bussen fulgte en samtale fraværet op. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Min skrift er farvet af sig selv. Vores.

Der er en som dresser up til dans. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Blå. Ilden. Diamantafkast. Der var et script der skyggede for solen.

Jeg lader en tilfældig bog ligge, lysende. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på.