At en verden. Der var noget som åbnede sig. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Du trak mig med til de yderste bjerge.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Et sted er der en.

Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven.

Bøgerne varslede en kommende tid. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Regnen, vinden imellem dine læber. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Intimiteten i skriften Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Det generte i skriften. Farvede et sår i dit første ord.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Dette hurtige blik imod vandet. De bløde bakker udenfor byen. Trak jeg de yderste bjerge? Mørket og lyset er hver deres sprog_ go with the flow!

Sidst, i morges. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Oplæsning for intetheden. Skriv mig ind i dine læber. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Rifterne, rifterne, rifterne.

Hvad skulle glemmes?

Sad jeg alene? Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Udsigten var håbløs. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Som at læse glemte aviser. Noter. Beskrivelser. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Det her er ingen leg. Ilden. Det her er ingen leg. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. På et stort stykke hvidt papir.På et stort stykke hvidt papir. På et stort stykke hvidt papir. På et stort stykke hvidt papir. I hver med mig videre. Sådan? Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.