Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Under den blå, blå himmel. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Den sindssyge himmel.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Sandet.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. I læberne og i huden. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Nordlysets sitren i din stemme. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Du trak mig med til de yderste bjerge. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Ordene, små toppe af skum. Stod imod, men skrev: intet. Sådan svarede du. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Du kan være i dette landskab. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg var i din krop, og du? Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Var jeg stille? Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Du siger noget om solen.

Dine sætninger. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Er du på den anden side af havet?

Dine diamanter lyser i min mund. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.