Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Det handler om. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene.Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene.

Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Jeg var nøgen i de dage. Du siger noget om solen. Har vi de samme øjne?

En nat faldt giraffer ud af drømme. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Vi, øjne. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Stenene og træernes sange. Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord.Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord.

Jeg var nøgen i de dage. Sætningerne er et hav.

Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Der var intet som skulle glemmes. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Jeg sad alene i solen.

Den bekymrede er ude af sig selv. Den afklarede himmel. I et efterår ville jeg være flov. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. I sollyset, en ædelsten.I sollyset, en ædelsten. I sollyset, en ædelsten. I sollyset, en ædelsten. I sollyset, en ædelsten.

Jeg i dit hjerte. Et rum, et rum.

Jeg drak det tørre. Jeg havde dig. Vi, de mindste detaljer. Dagen på vores øjne. Jeg, du, den. Der åbnede sig. Vi i det glitrende.

Vi, øjne. Dine ned gennem atmosfæren. Markerne, du? Du lod himlen hvile.

I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Nætterne. Ugerne.

Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne.

At forvandle dette rum til et andet. Jeg sejlede mellem dine læber. Du trak de yderste bjerge. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Det jeg kom fra.. Hvad skal vi med den voldsomme?

I bussen skrev jeg en sms til dig. At tale var blevet uoverskueligt.At tale var blevet uoverskueligt. At tale var blevet uoverskueligt. At tale var blevet uoverskueligt. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Glashænder. Farvede ordene milde.