Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Og en anden nat: Der hang figner henover udsigten. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Tågen i skovene i udsigten. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Af alt det kroppen også er. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas.

På en rude. Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Som at hilse med begge hænder kødfulde: Yo my friend! Yo, Yo!

Sort. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud. Solens sind.

Brændte det friske løv virkeligt? At en verden. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden.

Alting ligger bag alting. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Nordlysets sitren i din stemme.

Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed!

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Var disse linjer virkeligt virkelige? Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Det var ikke skovene jeg kom fra. Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne.

Under den grå, grå himmel. Der var et script der skyggede for solen. Ikke var muligt at komme derind.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. I bussen var der en, der gik ud af sig selv. I et efterår ville jeg være flov. Jeg prøver dette tilfælde. Dine øjne.

Det her er ingen leg. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Derude i tomme haller. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Dansende, legende, lyttende. Jeg og dit hjerte. Oplæsning for intetheden. Ikke glemme floderne i ørerne.