Udsigten var håbløs.

Jeg bladrer i en tilfældig bog.Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Ring til mig uden grund. Bøgerne tegnede deres egen retning. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Træerne. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Var disse linjer virkeligt virkelige? Vi, gamle tanker om stilheden. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Der var noget som åbnede sig. Jeg, ikke dig. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Ilden. Uforståelige sætninger at klæde sig i. At tale var blevet uoverskueligt. Der var noget som åbnede sig. Jeg var i din krop, og du?

Der var noget som åbnede sig. Jeg læste dine linjer Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Et genert, et intimt rum.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Der var intet som skulle glemmes. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Hvad?

Vi har øjne. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Tilbage i fortiden, hvad skulle vi tilbage i fortiden?

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Et genert, et intimt rum. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. På en rude. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Glashænder. Og vi vågnede. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Brev i april.

Jeg, tøvende.

Var det skovene du kom fra? Jeg har skrevet et kort til dig. Farvede ordene milde. Bøgerne tegnede deres egen retning. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Dine sætninger. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Dagene. Ugerne. Vi har de samme øjne. På en rude. Brev i april.

Dette langsomme blik imod stenene. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.