Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Du siger noget om månen. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Glasdråbehænder. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Blå.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Noter. Beskrivelser. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Brev i april.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Her er dagen allerede langt foran mig. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Dagene. Ugerne. Det gør noget. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Jeg kunne mærke dit hjerte. Træerne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Alting ligger bag alting.Alting ligger bag alting. Alting ligger bag alting. Alting ligger bag alting. Alting ligger bag alting.

Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Dagene alene på landet.

Jeg er gået i stå på tærsklen til natten.

Mine gadgets er hvide som dine knogler.

Kullet. Odense, Esbjerg, Roskilde. Da blev jeg bange. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Ikke glemme floderne i ørerne.Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Sætningerne er et hav. Bag træerne. Skriv mig ind i dine læber.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Glemmes? Hvad tæller du? Jeg sejlede omkring på alt. Træerne. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne. Sætningerne er et hav. Der hang figner henover udsigten.Der hang figner henover udsigten. Der hang figner henover udsigten. Der hang figner henover udsigten. Der hang figner henover udsigten.