Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Det var skovene.

Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Jeg har skrevet et kort til dig.

Altid er det dette langsomme blik.

Dagene. Ugerne. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Træerne. Træerne. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg skriver dagen igang, stille.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Altid er det dette langsomme blik. Skriv mig ind i dine læber.

Hvilken nat fulgte efter natten? Når du siger mit navn, svarer min krop. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Det er bare. Sætningerne er et hav. Jeg skrev mig vild i de dage.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Hvem var det, der skrev:Hvem var det, der skrev: Hvem var det, der skrev: Hvem var det, der skrev:

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Der var intet som skulle glemmes. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Den sindssyge himmel. Ordene, små toppe af skum. I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Det handler om overfladen. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Og en anden dag: Jeg tror, du havde glemt den der. Skyen skjulte noget for fuglene. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Mørket kaldte vi bare for mørket. Nordlysets sitren i din stemme.

Under den grå, grå himmel. Dine diamanter lyser i min mund. Og vi vågnede. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Dagene. Ugerne. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.