Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Der var intet som skulle glemmes.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Her er dagen allerede langt foran mig. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt. Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? Det er bare.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

Hvis jeg ville have dit blik. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Var jeg stille?

Bordet vipper. Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Ord.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Under den blå, blå himmel. Jeg skriver dagen igang, stille.

Er du på den anden side af havet? Det gør ikke noget. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Dine ned gennem atmosfæren. Sætningerne er et hav. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Ordene, små toppe af skum. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg læste dine linjer

Jeg forsvandt. Her er dagen allerede langt foran mig. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Har vi de samme øjne? Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på. Omkring de tøvende stjerner, tingene. Dagene. Ugerne. Vennerne. Jeg har skrevet et kort til dig. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Der var intet som skulle glemmes.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Du, du.

Luften og jordens sange. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.