Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Mørket kaldte vi bare for mørket. Nordlysets sitren i din stemme.