Glashænder. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg læste dine linjer

Vi taler om andre betingelser for nærvær. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Der var noget som åbnede sig. Var det skovene du kom fra? På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.

På et stort stykke hvidt papir. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Senere i vores linje.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Vidste du det? Og vi vågnede.

Du siger noget om solen. Vores land. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Brev i april. Uforståelige sætninger at klæde sig i Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Når du siger mit navn, svarer min krop.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Den afklarede himmel. Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven.

Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt. Derinde bag ordene.

På en mur. Jeg synes dit langsomme morgenface er nice. Stolen jeg sad på knirkede i natten.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Indimellem nogle ord. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Om andre byer, andre verdener. Jeg har skrevet et kort til dig. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Du, du.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Jeg har dig. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Mørket kaldte vi mørket. Jeg forsvinder ikke.

I sollyset, en ædelsten. Hvad med den himmel?

Rifterne, rifterne, rifterne. Sådan svarede du. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Rifterne, rifterne. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Du, dine øjne. Jeg drak det tørre. Hvad med den himmel? Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Sad jeg?

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Sætningerne er et hav. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Har vi øjne?

Et genert rum, et intimt rum. Sådan er det. Hvad?Hvad? Hvad?

Lå vi. Du må ikke forsvinde.Du må ikke forsvinde. Et genert, et intimt rum. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Hvad med den himmel?

Det er vinden gennem sivene. Du må ikke forsvinde. Var jeg stille? Vi, de uddøde arter. Silicium. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Der hang figner henover udsigten. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.