Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Der var noget som gled med videre. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Og vi vågnede. Ikke glemme floderne i ørerne.

Det var skovene. Du. I.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Ring til mig uden grund. Kan jeg skrive sådan?

Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Bøgerne tegnede deres egen retning. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.

For hvert lag af betydning i stenene. Afsavn. Udsagn.

Ilden. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Kan jeg skrive sådan? Det er bare. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Bøgerne hvilede omkring kaffen. Ordene, små toppe af skum.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

På en rude. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Grå. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg var i din krop, og du? På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Det handler om overfladen. Farvede ordene milde.

Det gør ikke noget. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Solens sind. Den sindssyge himmel. Her er dagen allerede langt foran mig. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Sletten forvandler sig til mørke og sten.Sletten forvandler sig til mørke og sten. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Solens sind.

Det var ikke markerne jeg kom fra. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Jeg var de dage. Intimiteten i skriften. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Ikke var nice i provinsen.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Dine sætninger. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Et sted, forsigtigt. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Ikke floderne i ørerne.