Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Har vi de samme øjne?

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Der var noget som åbnede sig. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Det gør ikke noget. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Bag træerne. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Under den grå, grå himmel.Under den grå, grå himmel. Under den grå, grå himmel. Under den grå, grå himmel. Under den grå, grå himmel. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. De matte hemmeligheder inde i træet.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Hvilken nat fulgte efter natten? Derinde bag skoven. Under den blå, blå himmel.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Under den grå, grå himmel. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Oppe på bakken.