Ordene, små toppe af skum.

Bag alting. Der var en morgen, et stykke af himlen. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Savn. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Du må ikke forsvinde. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt.

Det er wack!

Du må ikke forsvinde. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Grå. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Dine sætninger. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Ikke søge ly.

Farvede lidt sort i din ørken. På en rude. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Som at læse glemte aviser. At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på. Diamanterne.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Det dybeste af alt er huden.

Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne.

Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear.

Når dit navn igennem sandet. Dette langsomme blik imod stenene. Jeg havde glemt den. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Jeg var i din krop, og du? Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Intet bag alting. Du siger noget om månen.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Du siger noget om solen. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne.

Intimiteten i skriften

Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt. Under lillahimlens hvælv. Dette langsomme blik imod stenene. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Der er en som dresser up til dans.

Vidste du det? I hver dag lå postkassen ensom og stille.