Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Jeg forsvandt.

Kalken. Solstorm. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Der var noget som åbnede sig. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Det er aldrig det hurtige blik.

Provinsen og gågadens sange. Det var ikke skovene jeg kom fra. Nætterne. Ugerne. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Jeg, ikke dig.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Solstorm. På en rude. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Det gør noget. Bøgerne tegnede deres egen retning. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Når du siger mit navn, svarer min krop. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Vi har de samme øjne.Vi har de samme øjne. Vi har de samme øjne. Vi har de samme øjne. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Du trak mig med til de yderste bjerge. Intimiteten i skriften Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Sætningerne er et hav. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Jeg har skrevet et kort til dig. Er du på den anden side af havet? I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Jeg skriver dagen igang, stille. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg læste dine linjer Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.