Sandstorm. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg har skrevet et kort til dig. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Sådan er det. Nu skriver jeg igen på det stille.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Jeg går bare og venter på den fucking sol. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Kan jeg skrive sådan?

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Om andre lande, andre folk. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden?

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Nordlysets sitren i din stemme. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Om andre byer, andre verdener.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Var der virkelig ild et sted? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Var jeg stille? Var det markerne du kom fra? På et stort stykke hvidt papir.På et stort stykke hvidt papir. På et stort stykke hvidt papir. På et stort stykke hvidt papir. Et genert rum, et intimt rum. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Nordlysets sitren i din stemme.

Dine grene skygger for min mund. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Det handler om. Det dybeste af alt er huden? Der var noget som åbnede sig. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Træerne. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.