I min mund. I et efterår ville jeg være flov. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Ikke glemme floderne i ørerne. Afsavn. I læberne og i huden. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

De matte hemmeligheder inde i træet. Og vi vågnede.

Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Hvem var det, der skrev: Et brev.

Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Sandet. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Blå.

Udsigten var håbløs. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Det her er ingen leg. Og en anden nat:

Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Giver det mening? Vi, hudløse. Hvilke krystaller lyste i dine ord? Ordene, syrlige rifter af blod. Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje.

Sandet. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. De bløde bakker udenfor byen.De bløde bakker udenfor byen. De bløde bakker udenfor byen. Det er vinden gennem sivene. Hver dag gled med mig videre.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Gennem hullet i hegnet. Det gør noget. Jeg sejlede i det pulserende, i de flydende drømme af sol.

Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger.

Som nu i morges: Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Et brev. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Sådan svarede du. De vigtigste. Skyen skjulte noget for fuglene.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Bøgerne tegnede deres egen retning. Ilden.

Giver det mening? Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Intimiteten i skriften På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Du foldede dig ind i mine ord.Du foldede dig ind i mine ord. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne