I huden. Jeg drak det tørre. Mening? I bussen skrev jeg en sms til dig.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Vi, gamle tanker om stilheden.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Oppe på bakken. Oppe på bakken. I dine læber. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Du må ikke.

Sætningerne er filtrede tråde. Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Tågen i skovene i udsigten. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid.

Min ene pen er rød og den anden sort. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Om andre byer, andre verdener. Intimiteten i skriften Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed! I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Noter. Beskrivelser. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Blæste det virkeligt? Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Om andre byer, andre verdener. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog.

På en. Jeg skriver dagen igang, stille. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Kullet. Vi bliver verden. Dette hurtige blik imod vandet.

Træerne. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Afsavn. Udsagn. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Solens pind.

Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Bøgerne tegnede deres egen retning. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.