Oplæsning for intetheden. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg læste dine linjer Oplæsning for intetheden.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Stjernekontinent.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Under den grå, grå himmel. Månens sind. Og vi vågnede. Den sindssyge himmel. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Det gør ikke noget. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Skyggerne skyggede. Dine grene skygger for min mund. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Her er dagen allerede langt foran mig. Et wack rum, et rum for stars.

Det her er ingen leg.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Som at læse glemte aviser.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Af alt det lysende, reflekterende, matte.