Jeg sad alene i solen. Udsigten var håbløs. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Derinde bag skoven. Ved den smuldrende beton. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Du trak mig med til de yderste bjerge. Ikke var muligt at komme derind. Nu er der en uro i kroppen.

Tågen i skovene i udsigten. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Et genert rum, et intimt rum.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Fordi jeg lytter er her stille, mørkt fordi lyset ser. Når du siger mit navn, svarer min krop.Når du siger mit navn, svarer min krop. Når du siger mit navn, svarer min krop. Når du siger mit navn, svarer min krop. Når du siger mit navn, svarer min krop.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. At lytte gav ikke længere mening.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Var det markerne du kom fra? Sådan er det. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Dine diamanter lyser i min mund.

Som nu i morges: Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.