Jeg bladrer i en tilfældig bog. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Afsavn. Udsagn. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

I bussen skrev jeg en sms til dig. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Det dybeste af alt er huden? Noter. Beskrivelser. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg skrev intet ned i den periode.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Du må ikke forsvinde.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Den sindssyge himmel. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Det handler om overfladen. Hvad tæller du til?

Du siger noget om solen. Under den blå, blå himmel. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Bag træerne. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg skriver dagen igang, stille. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Sætningerne er et hav. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Intet glemmes. Kan jeg være i dette landskab?

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Bøgerne tegnede deres egen retning.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Solstorm.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Det dybeste af alt er huden? Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Det er bare.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Som nu i morges: Du kan være i dette landskab.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

På en rude. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.