Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Var det markerne du kom fra? Noter. Beskrivelser.

Mine linjer kommer igen. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen.

Bag stemplerne. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Min ene pen er rød og den anden sort. Hver morgen: Wow! Alting bag alting. Forsvinder ikke. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Ord. Et sted er der en. Odense, Esbjerg, Roskilde.

Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske.

Lysene lyste.

I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. Rifterne. Vidste du det? Hvem var det, der skrev: Lyset afventer afgang. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Og ord, og ord, og. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider.

Og vi vågnede. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Så trak dagen langsomt på øjne. Sådan er det. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger.