Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

I den første nat så jeg kun det matte mørke.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Jeg læste dine linjer Et brev. Jeg skriver dagen igang, stille.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Du siger noget om solen. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Min ene pen er rød og den anden sort. Et brev.

For hvert lag af betydning i stenene. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Over murbrokkerne. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg sad alene i solen.