Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg skriver dagen igang, stille. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Var disse linjer virkeligt virkelige? Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Som nu i morges: Bagefter sad jeg i timer og læste. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Ordene, små toppe af skum. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Vi har de samme øjne.

Du må ikke forsvinde. Et genert rum, et intimt rum. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Kalken.Kalken. Kalken. Kalken. På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Var det skovene du kom fra?Var det skovene du kom fra? Var det skovene du kom fra? Var det skovene du kom fra? Dette langsomme blik imod stenene.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Bordet vipper. Sætningerne er et hav. Uforståelige sætninger at klæde sig i Det gør ikke noget. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Om andre lande, andre folk. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Gik vi igennem bjerge af langsommelighed?

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Intimiteten i skriftenIntimiteten i skriften Intimiteten i skriften Intimiteten i skriften Intimiteten i skriften Der var noget som gled med videre.

Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Min ene pen er rød og den anden sort. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. For hvert lag af betydning i stenene.