Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Hvilken nat fulgte efter natten? Ikke var muligt at komme derind. Dette langsomme blik imod stenene. Ikke var muligt at komme derind. Oppe på bakken. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Blå. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Da jeg vågnede, var jeg sikker: Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Brev i april.

Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Tingene tøver. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Lysene lyste. Derinde bag skoven. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Du siger noget om månen. Den sindssyge himmel. Her er natten allerede langt bag mig. Jeg skriver natten i gang, stille. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Kullet. Dine diamanter lyser i min mund.

Og en anden nat: