Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. I bussen skrev jeg en sms til dig. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort.

I natten poppede samtalerne op. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Luften og jordens sange. Trak du de yderste bjerge? Den sindssyge himmel. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg skrev intet ned i den periode.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Det gør ikke noget. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Vi, de uddøde arter. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.