Dette langsomme blik imod stenene. Dine diamanter lyser i min mund. Kan jeg skrive sådan? Under den blå, blå himmel.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Jeg læste dine linjer Det er bare. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Jeg forsvinder ikke. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Jeg var i din krop, og du? Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. I bussen skrev jeg en sms til dig. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Et brev.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Som nu i morges: Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Sætningerne er et hav. Ikke var muligt at komme derind. Kan jeg være i dette landskab?

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

At lytte gav ikke længere mening. Snestorm.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Bordet vipper. Det dybeste af alt er huden? Uforståelige sætninger at klæde sig i

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Har vi de samme øjne? Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Kan jeg skrive sådan? Luften og jordens sange. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Et brev. Alting ligger bag alting. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det her er ingen leg. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Dine sætninger. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Rifterne. Var jeg stille? Når du siger mit navn, svarer min krop. Rifterne. Hvad skulle glemmes? Jeg var i din krop, og du?

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.