Af alt det lysende, reflekterende, matte. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Sætningerne er et hav.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Men mit sprog er ikke fjendtligt. Jeg skrev mig vild i de dage. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Kan jeg skrive sådan? Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Hvad tæller du til? Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Farvede ordene milde. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Kan jeg skrive sådan? Hvor længe havde du drevet i vinden?

På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Blæste det virkeligt?

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Ved den smuldrende beton. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.