I bussen skrev jeg en sms til dig.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Der var intet som skulle glemmes. Blæste det virkeligt?

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Ilden.

Glashænder. At tale var blevet uoverskueligt.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg skriver dagen igang, stille. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

På et stort stykke hvidt.

Sådan? På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Jeg har plads i min hud. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Var jeg stille? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Altid er det dette langsomme blik.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Dagene. Ugerne. Vennerne.

Brev. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Uforståelige sætninger at klæde sig i Sådan er det. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Kan skriften være genert? Jeg har skrevet et kort til dig.Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Dagene. Ugerne. Vennerne. Var der virkelig ild et sted? Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Alting ligger bag alting. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Jeg prøver dette tilfælde. Vi har hverken gardiner eller travlt. Når du rør mig er vi hinanden. Kan jeg være i dette landskab? Var det markerne du kom fra? Og ord. At forvandle dette rum.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.