I et efterår ville jeg være flov. Vi, vi. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Det var ikke markerne. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Alting ligger bag alting. Farvede ordene milde.

Der hang figner henover udsigten.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Da blev jeg bange. På en. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Som at skrive i nye aviser.Som at skrive i nye aviser. Som at skrive i nye aviser. Som at skrive i nye aviser. Som at skrive i nye aviser.

Har vi de samme øjne? Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Du siger noget om solen.

Ok, svarede du. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

At tale var blevet uoverskueligt. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Altid er det dette langsomme blik. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Bagefter sad jeg i timer og læste. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Stjernekontinent. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. De bløde bakker udenfor byen. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Her er dagen allerede langt foran mig. Den sindssyge himmel. Noter. Beskrivelser. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Sandstorm. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Noter. Beskrivelser.

Et brev. Der var intet som skulle glemmes. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Derinde bag skoven. Var det markerne du kom fra?

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.