Min ene pen er rød og den anden sort. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

For hvert lag af betydning i stenene. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Jeg var i din krop, og du?

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Ikke var muligt at komme derind.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Sletten forvandler sig til mørke og sten.

Du trak de yderste. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Når vores kroppe er hinanden. Hver morgen: Wow!
 
Udsagn. Vi har hverken gardiner eller travlt. Det var ikke markerne.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Træk mig helt ned. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Ikke søge ly i den flod. Et genert rum, et intimt rum.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Farvede ordene milde. For hvert lag af betydning i stenene.

Du kan være. Sætninger.

Det var før du kunne forsvinde.

Om andre byer, andre verdener. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Stod imod, men gjorde intet. Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Det var skovene. Farvede et sår i dit første ord. Stjernekontinent. Vores land.
 
Regnen, vinden imellem dine læber. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. At forvandle dette rum. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Blæste det virkeligt? Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Vi stod og lyttede. Verden og dens lytten til sig selv.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Kan jeg skrive sådan? Solstorm. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol.