Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Jeg, tøvende. Muren omkring ordene. Ikke søge ly i den flod. Alting ligger bag alting. Ilden.

Du må ikke forsvinde.

På et stort stykke hvidt papir. Dine sætninger. Du, du. Var det skovene du kom fra? Bøgerne hvilede omkring kaffen. Alting ligger bag alting. Øjne af regn fra det travle. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Du må ikke.

Skriv mig ind i dine læber. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Der var noget som åbnede sig.

Jeg skriver dagen igang, stille. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Stille? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Kan jeg være i dette landskab? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Skriv mig ind i dine læber.

Skriv mig ind i dine læber. Uforståelige sætninger at klæde sig i Oplæsning for intetheden. På et stort stykke hvidt papir.

Blæste det virkeligt? Hvad med den himmel?

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Intimiteten i skriften Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Hvilken dag fulgte efter dagen?
 
Jeg skriver dagen igang, stille. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Det tøj er min krop på min krop. Det gør noget.
 
I læberne og i huden. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Derinde bag ordene. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. De vigtigste. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.