Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Kan jeg skrive sådan?

Min ene pen er rød og den anden sort. Bagefter sad jeg i timer og læste. Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Et brev.

Glashænder.

Over murbrokkerne.

Jeg sad alene i solen. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Jeg sad alene i solen. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. En nat faldt giraffer ud af drømme. To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Sådan svarede du. Skyen skjulte noget for fuglene. Min ene pen er rød og den anden sort. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Sådan svarede du. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Det er bare. Stjernekontinent. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Som at skrive i koder. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg har skrevet et kort til dig. Du kan være. Asfalt. Ubeslutsomhed. Hvor længe havde du drevet i vinden? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen.