Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Hvilken nat fulgte efter natten? De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Du kan være i dette landskab. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Sætningerne er et hav.

Jeg har skrevet et kort til dig. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Jeg går bare og venter på den fucking sol.Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Lysene lyste. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Der hang figner henover udsigten. Solens sind. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Sådan noget. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Brev i april. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg skriver dagen igang, stille. Udsigten var håbløs. Farvede ordene milde. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Ord. Som nu i morges: Alting ligger bag alting. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.