Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Kan jeg skrive sådan? Hvilken nat fulgte efter natten? Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Jeg skrev intet ned i den periode. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Muren omkring ordene. Har vi de samme øjne?

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Var jeg stille? Dine diamanter lyser i min mund. Stod imod, men skrev: intet. Du siger noget om solen. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Blå. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Ring til mig uden grund. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Ikke søge ly. Var jeg stille? Dine diamanter lyser i min mund. Det var ikke skovene jeg kom fra.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Kan jeg skrive sådan?

Var der virkelig ild et sted?

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Her er natten allerede langt bag mig.

Det her er ingen leg. Den sindssyge himmel.

Bag øjnene sidder en lampe og ser. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Og en anden dag: Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Skyen skjulte noget for fuglene.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Brændte det friske løv virkeligt?