Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Asfalt. Ubeslutsomhed. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. I læberne i huden. Den sindssyge himmel. Et brev.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Skitser. Udflåd. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Dine diamanter lyser i min mund.

Farvede ordene milde. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Farvede et sår i dit første ord. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.