Solens pind. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Var det markerne du kom fra? Når du siger mit navn, svarer min krop. Du må ikke forsvinde. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Skriv mig ind i dine læber. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Du, du. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Oppe på bakken. Som nu i morges:

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Og en anden dag: Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Farvede et sår i dit første ord. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Dette langsomme blik imod stenene. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Blå. Sådan noget.

Sådan noget. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Alting ligger bag alting. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Jeg var nøgen i de dage. På en rude. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Som om der var nogen, der ikke kunne glemme de ord, de bevægelser med hånden, sådan. Bag øjnene sidder en lampe og ser. Hvilke krystaller lyste i dine ord?

At se dig.