Ikke floderne i ørerne. I læberne i huden. Vi er en samtale bag øjnene. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Jeg er på den anden side af havet. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Muren omkring ordene. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Lysene lyste.

Hvilken dag fulgte efter dagen? …brb… Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over.Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over. Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over.

Jeg var nøgen i de dage. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Uforståelige sætninger at klæde sig i Jeg sad alene i solen.

Luften og jordens sange. Du trak mig med til de yderste bjerge.

Dagene alene på landet. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Bagefter sad jeg i timer og læste. Dagene. Ugerne. Vennerne. Farvede ordene milde.

Jeg læste glitrende blade. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Min ene pen er rød og den anden sort. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Sådan svarede du.

Taster en sætning i mørket, i lyset. Der var noget som åbnede sig.

millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Her er natten allerede langt bag mig. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Sådan? Dine diamanter lyser i min mund. Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket. Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Var der virkelig ild et sted? Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Du må ikke forsvinde. Om andre byer, andre verdener.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.