Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Jeg skrev mig vild i de dage. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Du siger noget om solen. Muren omkring ordene.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Bagefter sad jeg i timer og læste. Afsavn. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg var i din krop, og du? Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Har vi de samme øjne? Muren omkring ordene. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Muren omkring ordene.

Ilden. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Luften og jordens sange. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Vidste du det? Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Stod imod, men skrev: intet.

Grå. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: På et stort stykke hvidt papir. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Har vi de samme øjne? Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.