Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Ikke søge ly. Sletten forvandler sig til mørke og sten. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Du siger noget om solen. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Et genert rum, et intimt rum.

Nordlysets sitren i din stemme. På en rude. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Var det markerne du kom fra? Dagene. Ugerne. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Og vi vågnede.

Træerne. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?) Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Hver dag fyrer vi op under planeterne. Jeg er på den anden side af havet. Og vi vågnede.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Gennem hullet i hegnet. Her er natten allerede langt bag mig.

At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Sætningerne er et hav. Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Det handler om.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Den sindssyge himmel. På et stort stykke hvidt papir. Brev i april. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Har vi de samme øjne?