Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Og vi vågnede. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Det gør ikke noget. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Du siger noget om solen. Du må ikke forsvinde. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Jeg er på den anden side af havet.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Du kan være i dette landskab. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Kan jeg skrive sådan? Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Du, dine øjne. Jeg var et dyb i, i dén der lå i den. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Jeg havde glemt den. Sætningerne er et hav. I læberne og i huden.

Kan jeg være i dette landskab?

Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Når du siger mit navn, svarer min krop. Under den blå, blå himmel.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Dagene. Ugerne. Vennerne. På et stort stykke hvidt papir. Det var før du kunne forsvinde.

At forvandle dette rum. Dine sætninger. Markerne, du? Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Og vi vågnede.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Jeg prøver at tegne dine sætninger.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Den sindssyge himmel. Under murbrokkerne.

Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.