Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære.Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Dette langsomme blik imod stenene. Jeg skrev mig vild i de dage.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Som at læse glemte aviser. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Gennem hullet i hegnet. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten.

Gennem hullet i hegnet. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Badeferien. Årene. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Forsvinder ikke.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg var i din krop, og du? Jeg fandt en linje et sted under min reol. Var der virkelig ild et sted? Min ene pen er rød og den anden sort. Oplæsning for intetheden.

Sådan svarede du. Noter. Beskrivelser. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Intimiteten i skriften

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Muren omkring ordene.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg skriver dagen igang, stille. Var disse linjer virkeligt virkelige? Sandet. Bordet vipper.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue.

Ikke glemme floderne i ørerne. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

I bussen skrev jeg en sms til dig. Var det skovene du kom fra? At klæde sig. I hver med mig videre. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Grå.

Lyset i ørknen i udsigten.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Du må ikke forsvinde. Tågen i skovene i udsigten. I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Sandstorm.

Sandøjne. I natten, i søvn. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: