Du, du. Og vi vågnede. Du trak mig med til de yderste bjerge.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Du siger noget om solen. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Du må ikke forsvinde. Hvad skulle glemmes? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn.I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Når du siger mit navn, svarer min krop.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. For hvert lag af betydning i stenene. Som at læse glemte aviser.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Bordet vipper.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Du må ikke. Og vi vågnede. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Du lod himlen hvile. Vores land. Jeg, du, den. Lå vi. Vi, gamle tanker om stilheden. Så trak dagen langsomt på øjne.

Vi, de uddøde arter. Ikke glemme. Dagen på vores øjne.

Indimellem sagde du nogle ord. Sådan her. Vi er en samtale bag øjnene.

Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Ord. Vidste du det? Der var intet som skulle glemmes. Uforståelige sætninger. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Det? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Jeg har skrevet et kort til dig. Det handler om overfladen. Kan jeg skrive sådan? Brev i april.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Du kan være i dette landskab. Er du på den anden side af havet?

Trak du de yderste bjerge? Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Intimiteten i skriften Min ene pen er rød og den anden sort. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Intimiteten i skriften

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.