Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Træerne. Lyset afventer afgang. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Tågen i skovene i udsigten. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Solstorm. Luften og jordens sange.

Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Ikke søge ly. Rifterne, rifterne, rifterne. Jeg elsker at se dig. Og ord, og ord, og. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? At dette andet.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Dine diamanter lyser i min mund. I min mund. Det?

Jeg tegnede din hud på alting. Jeg kunne glemme det, der glemmes. Du i mit vindue, i min vindueskarm.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Træk mig helt ned. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Du siger mit navn. Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner?

Kan jeg være i dette landskab? Du trak de yderste bjerge. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Der var noget som åbnede sig. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Dine sætninger. Solstorm. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

I bussen skrev jeg en sms til dig.

Det dybeste af alt er huden? Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Alting ligger bag alting. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Ikke. Ok, svarede du. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Jeg, du, den. Var det bare regnen?