Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Over murbrokkerne. Vores land. Giver det mening?

Har vi de samme øjne? Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Nordlysets sitren i din stemme. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Dette langsomme blik imod stenene.

Sætningerne er et hav. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Tågen i skovene i udsigten. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Muren omkring ordene. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Blæste det virkeligt?Blæste det virkeligt? Blæste det virkeligt?

Du må ikke forsvinde. Du kan være i dette landskab. Jeg var nøgen i de dage. Jeg forsvinder ikke. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Når du siger mit navn, svarer min krop. Vores land. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Giver det mening? Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Ikke søge ly. Du siger noget om solen. Var det skovene du kom fra? Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Som nu i morges: Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Alting ligger bag alting. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Var det skovene du kom fra? Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Jeg var i din krop, og du?Jeg var i din krop, og du?