Der var noget som åbnede sig. Men noget blev i de tomme haller.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Dine diamanter lyser i min mund.

Dette langsomme blik imod stenene. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Af alt det lysende, reflekterende, matte.Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Det er bare. Ord. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Intet, jeg modtog intet.

Jeg forsvinder ikke. Du, du. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Men mit sprog er ikke fjendtligt.Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Luften og jordens sange. Solstorm. Der var noget som åbnede sig. Provinsen og gågadens sange.

Jeg forsvinder ikke. Var det markerne du kom fra? Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Var jeg stille? Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Var jeg stille? Sætningerne er et hav. Solstorm.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Luften og jordens sange.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Jeg skriver natten i gang, stille. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Var det skovene du kom fra? Du må ikke forsvinde. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Du siger noget om solen.

Udsigten var håbløs. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Glashænder. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.