Det er wack! På et stort stykke hvidt papir. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Rifterne. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Intimiteten i skriften.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Du må ikke forsvinde. Det handler om overfladen.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Jeg var nøgen i de dage. At forvandle dette rum til et andet. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Kan jeg være i dette landskab?

Rifterne. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Hvilke krystaller lyste i dine ord? Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Kan jeg være i dette landskab?Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Jeg forsvinder ikke. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Vidste du det? Der var noget som åbnede sig. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Farvede ordene milde. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Afsavn. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.